Her er du: HHX Thisted > Hvad kan jeg blive ? > Mød eleverne
hjornetopv.gifhjornetoph.gif

Mød eleverne

Karl Kristian Hogrefe Madsen, T-34

Hej. Mit navn er Karl Kristian Hogrefe Madsen. Jeg går på den sproglige linje på EUC Nordvest i Thisted, hvor jeg har afsætning, spansk og tysk på A-niveau, udover de obligatoriske A-niveau-fag. Jeg valgte HHX, da jeg synes at mulighederne med denne uddannelse, passede bedre til det jeg ønsker i fremtiden, end en anden gymnasial uddannelse gjorde. Jeg valgte den sproglige linje, da sprog er min stærke side, og da jeg her så mulighed for at udvikle min interesse indenfor dette område. Samtidig var der her mulighed for at have nogle handelsfag, som kan være fordelagtige i min fremtid.
Efter endt skolegang vil jeg holde et sabbatår. Her ønsker jeg at udfordre mig selv på en anden måde end skolen har gjort de sidste mange år. Derfor ønsker jeg at arbejde i et halvt års tid, og derefter vil jeg rejse til et land med en dansk nødhjælpsorganisation. Med dette ønsker jeg at hjælpe andre, og ikke fokusere på min egen uddannelse, som har været tilfældet længe.
Derefter vil jeg med min HHX søge ind på Danmarks Designskole indenfor rum og møbel-design. Her ser jeg at valget med en HHX er fordelagtigt, da min fremtid vil byde på udfordringer indenfor både virksomhedsøkonomi og afsætning, som jeg til sommer vil have afsluttet på henholdsvis B og A-niveau. Desuden vil jeg have afsluttet markedskommunikation på C-niveau, og dette vil også være en hjælp for mig i fremtiden.
Jeg har selv haft den fordel at jeg de sidste mange år har været klar over, hvad jeg ville efter en endt gymnasial uddannelse. Men både for de der ikke er klar over hvad de vil og for dem der ved det, så vil jeg anbefale HHX, da denne uddannelse giver rigtig mange muligheder både på uddannelsessteder og i erhvervslivet, samtidig med at man får udviklet en masse kompetencer.
EUC Nordvest er som uddannelsesinstitution et rigtig godt sted at gå, da mulighederne er formidable, og skolen går meget op i at hjælpe elever på den bedst tænkelige måde. Derfor tilbyder skolen lektiehjælp, studievejledning, pc-ordning, fritidsaktiviteter, fri afbenyttelse af computere og internet samt sociale tiltag, som fester, fredagscaféer m.m.

 

 

Karl_Kristian_Madsen_billede.JPG

Henrik Goul

 

Hej, jeg hedder Henrik Goul, og jeg går på handelsgymnasiet, hvor jeg er i gang med mit 3. og afsluttende år på Hhx. Jeg var efter 10. klasse meget i tvivl om, hvilken ungdomsuddannelse jeg skulle vælge, men efter 2 år på Hhx er jeg meget tilfreds med mit valg. Jeg synes undervisningen på handelsgymnasiet er rigtig god. Man kan konstant i undervisningen relatere teorierne til den virkelige verden, og det gør både undervisningen mere forståelig, men også mere spændende.
Jeg går på den almene linje, hvor virksomheds-økonomi, afsætning og engelsk er i fokus. Det hele handler selvfølgelig ikke om forretning og handel. Der er mange andre fag her på stedet, som giver gode springbræt til såvel direkte arbejde som videre uddannelse. Det er en god sammensætning for mig, da jeg ikke ved helt præcis hvad jeg vil og derved har mange ”døre” åbne.

 

 

Henrik_Goul_billede.JPG

Camilla Johannesen

 
Hej, jeg hedder Camilla Johannesen, og jeg går på 3. HHX på EUC Nordvest. Jeg har valgt Idrætslinien, hvor jeg både har mulighed for at have min undervisning på skolen, og derudover har jeg mulighed for at have idræt to gange om ugen.
Jeg har valgt HHX, eftersom jeg synes, at mange af fagene på skolen var meget interessante, men selvfølgelig også fordi jeg kunne vælge at have idræt samtidig. Når man i forvejen er idrætsudøver, synes jeg, det var vildt fedt, at jeg havde mulighed for at kombinere andre fag med idræt, og at jeg samtidig kunne vælge den sport, jeg dyrker efter skoletid.

Udover idræt C, har jeg afsætning og Internationaløkonomi på A-niveau. Desuden har jeg valgt fransk, også på A-niveau.

Efter min HHX uddannelse har jeg planer om først at tage et sabbatår og så derefter læse videre til jurist på universitetet. Dog er der flere fag, jeg har fået interesse for, så der kan være mulighed for, at jeg vælger en helt anden retning efter afslutningen af HH-uddannelsen og efter mit sabbatår.

 

 

Gitte Jørgensen

 
Hej, jeg hedder Gitte Jørgensen, og jeg går på 3. år på HHX på EUC Nordvest.
Da jeg skulle vælge, hvad jeg ville efter min 10. klasses afgangseksamen, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg skulle vælge. Jeg var dog fast besluttet på, at det skulle være en gymnasial uddannelse, så valget stod for mig mellem STX eller HHX. Naturfag har aldrig rigtig fanget min interesse, derimod er jeg meget fascineret af sprog og fremmede kulturer, så efter studievejledningen og besøg på uddannelsesstederne, var jeg sikker på, at en HHX uddannelse ville være det rigtige for mig. For her kunne jeg kombinere sprog med handelsorienterede fag. En anden forudsætning var, at jeg synes, at man på STX uddannelsen skulle have en del viden fra tidligere om naturfag, hvorimod det jeg godt kunne lide ved at starte på HHX, var, at vi alle startede fra ”scratch” i en række fag. Der var ikke nogen, der havde lært mere eller mindre om det. Vi startede alle fra bunden, og var selv ansvarlige for, hvor meget vi hver i sær lagde i det af arbejde og tid.
Min studieretning hedder tysk + afsætning, med spansk som valgfag. Hvilket betyder, at jeg har dansk, tysk, engelsk, afsætning og spansk på A niveau og derfor har dem alle tre år. Kombinationen af afsætning og diverse fremmedsprog giver en god mulighed for både at tage en videregående uddannelse eller erhvervsarbejde, hvilket er godt, da jeg endnu ikke er afklaret med, hvad jeg vil læse videre til.
Når jeg til sommer bliver færdig med min HHX, vil jeg holde et sabbatår, hvor jeg tjener penge og derefter rejse. Jeg har også overvejet alternative rejsemuligheder, fx PIU, som er en organisation, der tilbyder Praktik I Udlandet, eller jeg kunne søge om at blive Au pair pige hos en familie i udlandet. Jeg vil i hvert fald gerne ud og udforske verden og bruge de sprog, jeg har lært, til noget, inden jeg igen formentlig skal læse videre. 

 

 

Kaspar J. Jensen


Hej – jeg hedder Kaspar Jensen. Jeg går på 3. år af min Hhx-uddannelse på idrætslinjen her på EUC Nordvest. Da jeg var 16, flyttede jeg til Spanien et par år, hvorefter jeg flyttede tilbage til Thisted igen, fordi der var blevet taget initiativ til at lave et Sportscollege. Jeg undersøgte sagen nærmere og fandt ud af, at ved at tage en 3-årig Hhx-uddannelse kunne jeg kombinere idræt med skolegang og bo 25 meter fra skolen, hvilket var perfekt for mig. Desuden kunne jeg også holde mit spansk ved lige ved at vælge spansk på A-niveau.
Efter min Hhx vil jeg læse videre til speditør, og jeg ved, at med min Hhx i rygsækken skal jeg ikke være bange for at kede mig – der er masser af muligheder!


 

 

Kristina Hove Østergaard


Hej! Jeg hedder Kristina Hove Østergaard og går på EUC Nordvest, hvor jeg går på 3. år af den gymnasiale 3-årige HHX. Da jeg valgte at tage en HHX, skyldtes det, at jeg var i tvivl om, hvad jeg ville senere. Denne skole tilbød et bredt udvalg af fag samt laver mange gode fælles arrangementer. Der bliver taget hånd om hver enkelt elev, og elevernes behov og ønsker vægtes højt. Jeg valgte den økonomisk/matematiske linje, da jeg synes, at kombinationen af fag passede mig godt. Fremover vil jeg have mange muligheder med hensyn til videregående uddannelse, netop fordi jeg har valgt at tage en HHX.
Næste år vil jeg have et sabbatår, hvor jeg kommer ud at rejse samt opleve andre lande og kulturer. Der vil jeg have rig mulighed for at udforske mig selv og overveje min fremtid. Derefter går jeg ud fra, at jeg vil læse videre på universitet.

 

Lise Skriver Kærgaard


Mit navn er Lise Skriver, og jeg er 3. års elev på handelsgymnasiet. Jeg valgte efter 10. klasse at starte på en Hhx, da jeg ikke var helt afklaret med, hvad jeg gerne ville med fremtiden og ikke følte mig klar til at tage det endelige valg.
Men valget om at starte på HHX er jeg enormt glad for at jeg tog, da jeg efter denne uddannelse vil have en masse muligheder, fordi en HHx åbner dørene til mange spændende, videregående uddannelser. Derudover er jeg også blevet både psykisk og fagligt stærkere af at gå på Hhx, hvilket har gjort mig klar til at træffe valget om, hvad jeg vil, når jeg får min hue på.
På nuværende tidspunkt, har jeg i tankerne at begynde på lærerseminariet med linjefag i engelsk og/eller dansk.
Men hvis man vælger at starte på handelsgymnasiet, skal man vælge det med hjertet og gennemføre det med hjertet. Så tror jeg man opnår det bedste resultat. 

 

Lise_Skriver

Mathias Kjær


Mit navn er Mathias Kjær, og jeg er afgangselev på den markedsorienterede HHX på EUC Nordvest i Thisted. Jeg valgte for nogle få år siden HHX, da jeg havde et ønske om at arbejde inden for reklamebranchen, hvilket man må sige, en HHX egner sig utroligt godt til. Men idet mulighederne for uddannelse i dag er uendelige, er jeg også kommet på andre tanker og har nu i stedet et ønske om at læse jura. Skiftet har dog imidlertid intet problem været, da den markedsorienterede, også i daglig tale ’den almene linje’, giver mulighed for næsten enhver videregående uddannelse, med sine mange tværfaglige fag.


 

 

Mathias Kjær

Michael Holst Pedersen


Jeg hedder Michael Holst Pedersen og går på det afsluttende år på HHX på EUC Nordvest. Jeg sprang direkte fra 9. klasse til 1. H, da jeg på daværende tidspunkt følte mig klar til en videregående uddannelse. Hvis spørgsmålet kommer, om hvorfor jeg netop valgte HHX frem for andre studiemuligheder, må svaret nødvendigvis være, at de markedsorienterede fag havde min fulde opmærksomhed. Jeg vil gerne beskæftige mig med erhvervslivet, - indenrigs såvel som internationalt. Det kræver som udgangspunkt en universitetsuddannelse, hvilket jeg påbegynder efter endte rejser til Spanien og/eller USA.
Jeg valgte den ”almene”-linje på EUC Nordvest, hvilket betyder, at jeg har en bred vifte af fag, heriblandt Engelsk, Dansk, Spansk, Afsætning og Virksomhedsøkonomi som hovedområder.
Jeg føler mig på nuværende tidspunkt godt klædt på til det videre uddannelsesforløb såvel som et potentielt erhvervsliv og glæder mig til at se, hvorhen mine valg fører mig.
 

 

 

Michael Pedersen

Tidligere elev:

 

Jonas V. Leed

Hej, Jeg hedder Jonas V. Leed, og jeg er 3. års HHx’er på Nordvestjysk Handelsgymnasium. Jeg valgte at tage en HHx, fordi jeg var i tvivl om, hvad jeg ville beskæftige mig med senere, og da HHx er den uddannelse, der giver flest valgmuligheder var det ikke svært for mig at vælge.
Jeg går på en almen linje, da jeg synes at kombinationen af fag passede godt til mig, da jeg både kunne have matematik og sprog, og derfor ville jeg ikke lukke nogle uddannelsesmæssige døre tidligt i mit uddannelsesforløb. Udover obligatoriske A-niveau fag, har jeg valgt afsætning og engelsk på højniveau, hvilket jeg gjorde udelukkende, fordi de fag har fanget min interesse igennem de sidste par år.
Efter min HHx vil jeg studere videre på universitet, og da jeg stadig har en del fag, som fanger min interesse, ved ikke præcist, hvad jeg vil studere endnu. Men da HHx giver mange muligheder, mener jeg det er vigtigt bare at kaste sig ud i det som fanger ens interesse, for det mener jeg uden tvivl giver de bedste resultater.


Tidligere elev:

 

Louise Nørgaard

Hej! Jeg hedder Louise Nørgaard og går på Nordvestjysk Handelsgymnasium, hvor jeg er i gang med at afslutte den 3-årige HHx. Jeg har valgt den sproglige linie, fordi jeg godt kan lide sprog. Jeg kan specielt godt lide engelsk og fransk, som jeg har valgt at have alle 3 år, og som jeg afslutter på A-niveau til sommer. Grunden til at jeg valgte HHx var, at jeg fandt mange af handelsfagene interessante, som jeg kunne kombinere med sprog og spændende valgfag. Endvidere synes jeg, at det er dejligt med en skole som vægter elevernes behov og ønsker højt. Både med hensyn til skolens miljø(IT faciliteter/trådløst netværk) og tilbud om lektiehjælp(hvor faglærer stilles til rådighed efter skoletid) gør Nvh et stort stykke arbejde for deres elever.

Med en HHx studentereksamen står de fleste døre åbne til både videregående uddannelser og erhvervsarbejde. Når jeg til sommer bliver student, vil jeg gerne holde et sabbatår. Det år vil jeg bruge til at udforske mig selv og overveje min fremtid. Jeg har planer om at rejse til Sydfrankrig, hvor jeg er blevet tilbudt arbejde på en restaurant i Nice. På denne måde får jeg udvidet mit franske ordforråd og kendskab til landet. Her vil jeg også møde mange spændende mennesker, samt få kendskab til det franske køkken og ikke mindst de franske vine. Derudover bliver jeg tilbudt fransk undervisning ved siden af arbejdet, hvor jeg sammen med en anden dansk pige, bor og opholder mig i Frankrig i ca. et halvt år. Dette ser jeg meget frem til, da jeg mener, at det vil give mig nogle gode erfaringer med i bagagen, når jeg senere skal i gang med en videregående uddannelse.



Tidligere elev:

 

Janni Jørgensen

Jeg hedder Janni Jørgensen og jeg er 3 års HHx’er på Nordvestjysk Handelsgymnasium i Thisted. Jeg går på idrætslinien, hvor jeg har valgt linien individuelt idræt. Individuelt idræt går ud på at træne i Studie 7 og lave sportslige aktiviteter udenfor, når det er godt vejr. Jeg har netop valgt idrætslinien, fordi jeg synes, at det er en god måde at få motionen ind i dagligdagen på + en evig aktiv klasse, der altid er gang i. Dog har det betydet lidt ekstra timer, men jeg synes, at det har været det værd.

I år har jeg valgt at have engelsk og erhvervsøkonomi på A-niveau, fordi det er de fag jeg har mest interesse i. Desuden er det også nogle fag, jeg godt kunne tænke mig at benytte mig af senere i min uddannelse. Det er netop også derfor, jeg har valgt at tage en HHx-uddannelse, fordi den åbner mange døre og giver mange muligheder for videre uddannelse. Derfor valgte jeg så også matematik 1.-og 2. år, for netop ikke at lukke nogen døre.

En HHx-uddannelse er en uddannelse for den, som er villig til at lære noget. Hvis man deltager og er aktiv i timerne vil man få sig en rigtig god uddannelse og 3 rigtig gode år som man aldrig glemmer. 

 


 

Tidligere elev:

 

Jane Hovgaard

Jeg er efter min afsluttende eksamen fra den almene linie på Nordvestjysk Handelsgymnasium påbegyndt en uddannelse som revisor. Jeg er således ansat hos revisionsfirmaet KPMG i Århus, og læser derudover HD (diplomuddannelse i økonomi) to aftner i ugen.
Selvom det er en ganske anden verden jeg nu er i, har jeg løbende stor gavn af de faglige såvel som sociale egenskaber min uddannelse på NVH har givet mig."

Med venlig hilsen

Jane Hovgaard
Junior Assistant
KPMG
Værkmestergade 25
8000 Århus C
Telefon : 86 76 46 00
Direkte : 86 76 47 36
Telefax : 72 29 47 36
Mobil : 25 29 47 36
e-mail : jhovgaard@kpmg.dk
www.kpmg.dk

hjornebundv.gifhjornebundh(1).gif

 

SENESTE NYHEDER

Nykøbings Nyskabere af Re-Grill
Se video med vinderne af konkurrencen Nordjyske Nyskabere
Besøg på Handelsgymnasiet.
Tidligere personaledirektør hos Grundfoss, Jørn Henriksen, fortalte bl.a. om internationalisering.
Ferieplan 2012-13
Ferieplanen for det kommende skoleår.

DET SKER

Der er pt. ingen aktiviteter


Mød eleverne her - se video og hør
hvorfor de har valgt at tage deres
uddannelse på EUC Nordvest.


EUC Nordvest  |  Kronborgvej 119  |  Thisted  |  DK 7700  |  Denmark  |  Tel. +45 99 19 19 19  |  Fax +45 99 19 19 99  |  Kontakt

Copyright EUC Nordvest, 2007. Webdesign: GrafiskHus